Debat: Danmark bør lukke grænsen for flygtninge og træde ud af Flygtningekonventionen

(Min debatindlægt udgivet i Information, den 03.marts 2019)

De seneste år har vores udlændingepolitik i Danmark trukket overskrifter i medier verden over. Ikke fordi vi er det land i verden, der er mest økonomisk belastet af flygtninge. Heller ikke fordi vi bruger næsten tre gange så mange penge pr. flygtning som vores svenske naboer.

Nej, det er tonen og symbolpolitikken, den er helt gal med.

Medier som New York Times og CNN har tegnet et billede af os som et racistisk land. The Guardian fortsætter i samme spor og mener, at “dansk politik har været præget af en fremmedfjendsk og nogle gange racistisk tendens i efterhånden flere årtier”.

Ifølge dem kan vi tydeligvis ikke gøre noget rigtigt. Men det er patetisk at kalde os racistiske. Vi er et af de lande i hele verden, der har gjort mest for flygtninge.

Kritikken kommer også af, at Danmark har strammet udlændingepolitikken til kanten af FN’s Flygtningekonvention fra 1951. Men jeg synes ikke, politikerne har gjort nok. I stedet for deres lappeløsninger må Danmark udtræde af konventionen.

Dyr konvention

Konventionen har skadet vores nationale interesser i flere årtier. Danmark har i de seneste år brugt 1,67 procent af bruttonationalproduktet, BNP, på udlændinge- og flygtningeområdet.

Målt på BNP er intet andet land i verden lige så flygtningebelastet som Danmark. Vi er det værste offer for Flygtningekonventionens konsekvenser.

De samlede udgifter for flygtninge og ikkevestlige indvandrere er på ikke mindre end 33 mia. kr. ifølge beregninger fra Finansministeriet. Det er ikke bare i år. Det er hvert eneste år frem mod 2100.

På trods af at Sverige modtog markant flere asylansøgere i 2015, brugte landet kun 1,35 pct. af deres BNP på samme område, ifølge Sveriges Rigsrevision.

Forklaringen på forskellen overrasker mig ikke. Mens svenskerne årligt skal smide 85.000 kr. efter hver asylansøger, bruger vi mere end 220.000 kr. pr. asylansøger, der krydser vores grænse, ifølge en beregning af finanslovsforslaget 2016.

Mediernes kritik rammer altså helt ved siden af, når de kritiserer os for at være racistiske. Vi er bare økonomisk uansvarlige.

Ikke god arbejdskraft

Et velkendt argument for at modtage flygtninge er virksomhedernes mangel på arbejdskraft. Flere argumenterer for, at de nytilkomne kan være løsningen på erhvervslivets problemer med flaskehalse.

Men flygtninge er ikke løsningen. Kun 57 pct. af de mandlige flygtninge, der har været i Danmark i tre år, er i arbejde. Oven i det er mange nytilkomne både nedslidte, udsatte og oppe i årene. Gruppen bliver aldrig et økonomisk levedygtigt svar på virksomhedernes mangel på arbejdskraft.

Virksomhederne skal ikke bruge flygtninge til at dække sig ind på den front. De skal indhente kvalificeret arbejdskraft fra udlandet efter behov.

Regeringen må skabe rammerne ved at lempe beløbsgrænsen for, hvor meget udlændinge skal tjene for at få adgang til Danmark. Måske man også skulle overveje at genindføre en bedre udgave af Greencard-ordningen, man selv afskaffede tilbage i 2016.

For de økonomiske omkostninger ved at modtage flygtninge er meget større end gevinsten.

Støjberg duer ikke

Udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), har ikke lagt skjul på, at hun vil gøre sit for at forskrække flygtninge fra at vælge Danmark til. Og man må give hende, at hun har gjort et forsøg.

Først ville hun gennem annoncer i arabiske aviser fortælle flygtninge i Libanons flygtningelejre, at Danmark ikke var et godt land for dem. Herefter besluttede hun at indføre smykkeloven. Konfiskere flygtninges værdifulde smykker og andet, der kunne finansiere de nytilkomnes ophold i landet. Begge dele var et forsøg på at få flygtninge til at slå sig ned i et andet land.

Det har kun givet bagslag: Danmark er blevet til grin i hele verden, mens flygtningene ikke er blevet det mindste forskrækkede. Det har til gengæld forskrækket de højtuddannede udlændinge, der nu er blevet nervøse for at komme til et ‘fremmedfjendsk’ land.

Støjberg påstår, at hendes stramninger har skræmt flygtninge fra at søge asyl i Danmark. Men i Tyskland og Sverige er antallet af nytilkomne faldet på samme måde som her. Andre landes asyltal kan Støjbergs indsats trods alt ikke tage æren for. Aftalen mellem EU og Tyrkiet har medført faldet i alle tre lande.

Ministeren står bag mere end hundrede stramninger på udlændingeområdet. Og selv om der er kommet en midlertidig pause i flygtningestrømmen, bliver det snart slemt igen. For flygtninge finder altid en vej ind. Lidt som menneske- og narkosmuglere. Lukker man en rute, finder de bare en ny.

En løsning på problemet

Ingen andre lande diskuterer udlændingepolitik lige så meget som Danmark. Politikerne har i flere årtier råbt og skreget uden at have bidraget med andet end en masse lappeløsninger.

Her er mit bud på, hvad man kan gøre for at løse problemet en gang for alle:

For det første kan vi lade os inspirere af Japans udlændingepolitik. Danmark er nødt til at afvise alle flygtninge ved grænsen.

Selv om mere end 5.000 syrere søgte om asyl i Japan, udstedte man blot 11 opholdstilladelser til syriske flygtninge. Det på trods af, at Japan også har underskrevet Flygtningekonventionen.

Den japanske premierminister, Shinzo Abe, er klar i sin holdning: Antallet af ældre er stigende, mens fødselsraten er konstant faldende. Staten må tage sig af de samme ældre, som har bygget Japan op.

I Danmark har vi samme problem med en aldrende befolkning og en lav fødselsrate. Derfor bør vi gøre det samme.

For det andet ønsker jeg et totalt stop for udstedelsen af permanente opholdstilladelser. Denne løsning er mulig uden at bryde Flygtningekonventionen.

Ifølge den har modtagerlandet nemlig udelukkende pligt til at yde flygtninge beskyttelse, så længe baggrunden for asyl er til stede. Det står sort på hvidt: “Konventionen giver ikke automatisk eller permanent beskyttelse.”

Fjerner regeringen retten til familiesammenføring, vil systemet blive endnu mere effektivt.

Den sidste løsning er hård, men nødvendig. Vi bliver nødt til at melde os ud af Flygtningekonventionen.

Formålet med den var at beskytte fordrevne mennesker inden for Europa. Konventionens geografiske begrænsninger blev dog ophævet i 1967.

Vidste de europæiske lande, hvad de ved i dag, er jeg sikker på, at de under ingen omstændigheder ville have underskrevet konventionen. Europa kan ikke håndtere en massiv tilstrømning udefra.

Konventionen har også et andet problem: Den hjælper de ressourcestærke, der kan betale menneskesmugleren for rejsen til Europa, men efterlader de svageste tilbage i nærområderne.

Usikkert paradigmeskift

Nogen vil argumentere for, at det såkaldte paradigmeskift løser vores problem. DF er optimistiske, for nu har de endelig skiftet integration ud med midlertidighed og hjemsendelser.

I praksis er paradigmeskiftets mål om hjemsendelser dog tæt på umuligt at få igennem. Man ved aldrig, hvornår flygtninges hjemlande bliver sikre. Man kan heller ikke bare hjemsende familier med børn og ældre personer med sygdom.

Og selv om Udlændingeloven tillader inddragelsen af opholdstilladelser, har politikerne ikke inddraget mange gennem tiden.

Derfor er en udtrædelse af konventionen stadig nødvendig. Den vil være en gevinst for alle involverede parter. Vi sparer de kolossale udgifter, der er forbundet med modtagelsen af flygtninge. Og vi kan så vælge at støtte flere flygtninge i nærområdet for markant færre penge, end vi bruger i dag.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange lande vil følge i Danmarks fodspor, hvis regeringen viser mod til at gå foran. Ingen er nemlig tjent med den belastning, som Flygtningekonventionen er.

Obaidul Karim Khan er selvstændig businesskonsulent

Originally published at https://www.information.dk on March 3, 2019.